Kategoriarkiv: #dkpol politik

Washington Post, Jens Rohde og smykkeloven

#dkpol
Den 19/12-2015 kommer en kronik fra Jens Rohde til Politiken og er kulminationen på den danske smykkelov der førte til Danmarks ringe anseelse i udlandet.
Dette billede illustrere hvordan vi blev betragtet af visse medier i udlandet omkring de dage i december 2015. Læg mærke til hvordan danske virksomheder også svines til, på billedet af Lars Løkke som nazist. Billedet med Inger Støjberg illustrere mange danskeres selvforståelse med hensyn til regeringens politikere. Det hele er lige groft nok efter min mening:

danske-nazister2

Her en film om at Washington Post der skrev om at vi i Danmark tog smykker fra flygtninge:

https://tvx.dk/?nr=213

Her en film der dokumentere at Jens Rohde skiftede parti fra Venstre til Det radikale venstre og hvorfor:

https://tvx.dk/?nr=214

Print Friendly

Jeg bliver ikke og kæmper for det Venstre, mange håber på kommer igen

Kronik i Politiken 19/12-2015 JENS ROHDE, medlem af Europaparlamentet og Viborg Byråd

Jeg har altid håbet, at Venstre ville vende tilbage til sine europæiske og værdiliberale rødder. Den tro har jeg desværre ikke længere.

https://tvx.dk/?nr=212


Da jeg i 2001 blev politisk ordfører for Venstre, netop som vi havde overtaget regeringsmagten, blev jeg grebet af det, jeg i dag vil kalde et vis umodent overmod. Når jeg blev spurgt, hvorfor vi nedlagde 95 råd og nævn, svarede jeg kækt, at det skam var 120 råd og nævn. Jeg antydede også på et gruppemøde i Venstre, at nu skulle vi tage grundigt fat der, hvor der alligevel ikke var nogen, som ville stemme på os.

Det fik den nuværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, til at rejse sig op og pointere, at hun mente, at vi var regering for hele Danmark og ikke bare for dem, som stemte på Venstre. Jeg fik min første fortjente lektion som ordfører for et regeringsbærende parti, og senere hen skulle jeg modtage flere vigtige råd fra især Christian Mejdahl og Birthe Rønn Hornbech.

Dengang forstod jeg ikke altid værdien af dem. Det tog i hvert fald nogen tid. Deres ønske var at forhindre magtarrogancen i at overtage styringen af vores handlinger og fastholde respekten for alle de mennesker, som ikke ligner eller mener det samme som os selv.

Jeg spekulerer ofte på, om der mon stadig er nogen i Venstres gruppe, der som Mejdahl kan spørge: »Synes du nu også, at det er passende?«.

Danmark oplever i disse år og måneder et norm- og værdiskred, som jeg finder dybt bekymrende. Hvad ingen før ville være bekendt at lægge navn til, udbasuneres nu med stolthed på både fjernsyn og sociale medier.

Gamle stålsatte dyder som lighed for loven, modstand mod hastebehandlinger af kompliceret lovstof i Folketinget og et klart nej til lovgivning med tilbagevirkende kraft mødes med et skuldertræk, som ligger meget langt fra liberale grundværdier, som jeg har lært dem.

Nu er det tillige blevet acceptabelt at møde mennesket med opdeling i grupper og stereotyper, afvise ombudsmanden og pålægge politiet vilkårligt at fratage mennesker deres sidste værdigenstande og sidste rest af værdighed.

Respekten for internationale aftaler, vi selv har indgået, kan ligge på et meget lille sted. Man hører i stedet stoltheden, når det fortælles, at »vi bevæger os på kanten af internationale konventioner. Sådanne er skrevet i en anden tid og kan derfor ikke respekteres«, hedder det, mens man i samme åndedrag hylder en grundlov, som har en lignende dåbsattest.

Begreber som humanistisk nødvendighed og empati over for forfulgte mennesker i verden er blevet politisk ukorrekte. Og formanden for landets fineste demokratiske forsamling, Folketinget, mener ikke, at ytringsfriheden gælder alle.

Grundværdierne vendes på hovedet med det formål at legitimere, at de skylles ud med badevandet.

Økonomisk sker der en systematisk forringelse af svages vilkår. Glemt er forudsætningen for et velfungerende markedsorienteret samfund, som er en høj bund, hvor de laveste indtægter også rækker til en vis købekraft. Nøjagtig som den liberale økonom, Adam Smith, foreskrev det.

Der er ellers så meget godt at bygge på. Vi er et af de lande i verden, som er sluppet nådigst gennem den internationale finanskrise. Vi har aldrig haft så meget til os selv. Vi har aldrig haft større frihedsgrader end nu. Vi har aldrig rejst så meget som nu, aldrig eksporteret så meget som nu, aldrig haft så mange muligheder som nu.

Verden ser til med lige dele beundring og misundelse på vores store grad af sammenhængskraft båret af liberale grundværdier, tillid og stærke fællesskaber på såvel arbejdsmarkedet som i det frivillige Danmark. Og i de lande, hvor man først nu skal i gang med klima- og miljøplaner, kigger man langt efter Danmark og danske virksomheders evne til at skabe overskud på en grøn profil.

Alligevel får man indtryk af, at vi aldrig har mødt verden med større mistillid, frygt og en væren os selv nok, som tilfældet er i dag.

Man kan indvende, at det er en naturlig menneskelig reaktion på globaliseringen og alt, hvad den fører med sig af udfordringer og uforudsigelighed. En fri og åben verden giver os en masse dynamiske fordele. Men den betyder også, at vi hurtigt arver hinandens problemer og lettere kan eksportere vores problemer til hinanden.

Derfor er der brug for politisk lederskab. Der er netop brug for mere end blot et Indre Marked. Det er et politisk ansvar at anvise en overbygning, som kan bane vejen for at løse de udfordringer, som fri bevægelighed fører med sig. Det er en politisk pligt at reflektere over disse mekanismer, tage dialogen og herefter forsøge at overbevise befolkningen om det, man tror på. Det gøres ikke gennem fokusgrupper og symbolhandlinger.

Det er den nyligt overståede folkeafstemning et lysende eksempel på. Vi ærgrer os over, at danskerne siger nej tak til mere fællesskab i EU, når flertallet anbefaler det modsatte.

Men hvordan skal man nogen sinde overbevise mennesker om, at EU er et gode for et lille land som vores, når vi konstant taler om, hvad vi ikke vil være med til?

Hvordan skal man overbevise danskerne om EU’s berettigelse til at løse grænseoverskridende problemer, når man politisk selv nægter at tage ansvar for at løse de mest prekære problemer i fællesskab?

Man kan ikke sælge fællesskaber, som man selv fornægter ansvar for i det daglige.

Forstå mig ret. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg siger tingene, som de er. Jeg siger blot tingene, som jeg ser dem. Andre har deres helt legitime ret til se tingene anderledes. Det afgørende for mig er, at man er parat til at tage konsekvensen af sit værdigrundlag, sit samfundssyn, sine holdninger.

Jeg ønsker politisk statsmandskab. Jeg ønsker internationalt udsyn. Jeg ønsker udogmatiske værdiliberale løsninger på de muligheder og udfordringer, vi står over for. Jeg vil gerne have noget at se op til og være stolt af. Alt dette tager jeg nu stille og roligt konsekvensen af.

Derfor skifter jeg til Radikale Venstre og siger farvel til det parti, jeg har støttet siden 1985. Det har ikke været nogen let beslutning, men for mig er der tale om en værdipolitisk nødvendighed.

Jeg kan ikke møde en radikal, uden at blive tilbudt et medlemskort. Jeg møder såmænd også mange Venstrefolk, som synes, at jeg er blevet radikal. Hvem der har flyttet sig mest gennem årene, er for så vidt ligegyldigt. Jeg er og har altid været værdiliberal.

Jeg interesserer mig ikke synderligt for ideologi. Den bruges primært til at legitimere folks egen konservering af samfundet i en forudbestemt retning eller til at forklare umenneskelige handlinger. Det betyder ikke, at jeg opfatter alt som relativt. Hvis alt er lige gyldigt, bliver det også ligegyldigt.

Det afgørende for mig er de liberale værdier som fundament for frihed til forskellighed og omsorg for det, som binder os sammen til et fællesskab og skaber en del af en identitet, vi med stolthed kan tage med os ud i verden.

Jeg tror på refleksionen over det forgangne og evnen til at erkende, hvad der virkede og ikke virkede, så vi ikke gentager historiske fejl.

Jeg tror på det åbne samfund, på frihed til forskellighed, på det generøse menneske.

Jeg tillader mig at tro, at vi kan nå langt med empati og en tilpas grad af åndelig dannelse gennem kulturens spejl.

Jeg er overbevist om, at tillid er det vigtigste råstof i vort samfund. Jeg er sikker på, at vi aldrig kan skabe stærke fællesskaber, hvis vi i udgangspunktet marginaliserer alt det, som ikke ligner os selv. Jeg tror på tilgivelsen for fejl og mangler hos os alle.

Vi lever i en fejlfindingskultur, som udgør en barriere for menneskers udfoldelse. Det være sig i folkeskolen, på vores øvrige offentlige institutioner og i det offentlige rum. Det skal vi gøre op med.

Jeg har på tæt hold set konsekvenserne af den finansielle krise i mange europæiske lande. Det er ikke de lande, hvor der hersker mistillid til myndigheder og størst ulighed, og hvor flest mennesker er marginaliserede, som er kommet nådigst gennem krisen. Tværtimod.

Danske og svenske virksomheder har i gennemsnit over de seneste ti år klaret sig væsentlig bedre på aktiemarkederne end resten af Europa. Trods vort høje udgiftsniveau. Den stabilitet, vi har opbygget gennem tillid til hinanden, til retssikkerheden, til, at vores arbejdsgivere og lønmodtagere selv er i stand til at lave aftaler, og til, at vi aldrig lader fanden tage den sidste, må vi værne om.

Den tillid er fundamentet for friheden for det enkelte menneske og vores fælles forståelse for ansvaret for at bidrage til vores fælles arv. Ikke mindst, når vi udsættes for pres udefra. Vi kan ikke beskytte vores værdier ved at lade frygten presse os ind i en lukket selvtilstrækkelighed.

Det bliver hverken terrorister eller flygtninge, som kommer til at true vores kulturelle identitet, arv eller værdier. Det er os selv. Det sker, når vi ikke er vores egen historie og religion bevidst, når vi ikke anerkender vores politiske arv og gæld og derfor ikke husker, hvad der binder os sammen som folk, nation og kontinent.

Efter at have arbejdet seks år i det europæiske parlament slår det mig dagligt, hvor stærkt og stabilt et samfund vi har skabt gennem samtale og tillid. Gennem viljen til at overkomme uenigheder og forskellighed.

I min optik sker der desværre i disse år en forveksling af begreberne at overkomme og at overvinde forskelle.

Der sker en stadig stigende politisk ensretning i de større partier, hvor frygt agerer både våben og skjold. Frygten bruges som våben over for befolkningen og som skjold partierne imellem. Den styrer meningsdannelsen på bekostning af viljen til at stå op for det, man mener. Det underminerer vores evne til at udvikle fælles svar på en hastigt foranderlig verden.

Enighed gør dum, og når alle de store partier beslutter sig for at følge ét spor af frygt for at miste stemmer til hinanden, så forstummer samtalen, udviklingen og grundlaget for det fine, flerstrengede system, hvor alle ikke får lige det, som de vil, men hvori de fleste kan se sig selv. Hele grundlaget for stabiliteten i samfundet.

Jeg melder mig nu under fanerne i Radikale Venstre i håb om at kunne gøre en forskel for partiet og samfundet. Jeg ved selvfølgelig godt, at denne beslutning vækker jubel i dele af Venstre. Det skal være jer vel undt. Jeg er hamrende irriterende at have i intern opposition. Og det har jeg været længe. Men jeg har altid håbet, at partiet ville vende tilbage til sine europæiske og værdiliberale rødder. Den tro har jeg desværre ikke længere.

Jeg ved også, at nogle bliver skuffede. Skuffede over, at jeg ikke bliver og kæmper for det Venstre, mange stadig håber på kommer igen. Skuffede over, at jeg svigter den næsten grænseløse tillid og opbakning, som jeg har mødt i Venstre lokalt i Viborg; som byrådsmedlem og gruppeformand.

Men jeg prøver at opdrage mine børn til at være mere generøse, empatiske og tolerante, end jeg selv blev opdraget til at være. Det hænger desværre ikke så godt sammen med den politik, Danmark fører i dag. Der er brug for en anden vej.

Jeg ønsker mig et Danmark, som vil frihed i fællesskab, og hvor vi som politikere tør tale op til det enkelte menneske. Det er det Danmark, jeg fra et europæisk perspektiv beundrer og stolt taler om i Bruxelles hver eneste uge. Radikale Venstre er på lange stræk det Venstre, jeg engang meldte mig ind i.

Et parti, som tør at gå mod strømmen, også når det er svært. Et parti forankret i samtalen som grundlag for demokratiet. Et parti, som tør tage et regeringsansvar og holde fast i det, når det gælder. Jeg glæder mig til at arbejde på et værdiliberalt grundlag, uden at det betragtes som internt kontroversielt. I Danmark som i Europa. Danmark har mere end nogen sinde brug for Radikale Venstre.

Print Friendly

Der er en grund til at jeg får førtidspension.

Da jeg stoppede med computerhjælp, i mit firma io-empire, var der begyndt at komme gang i den, og rygtet spredte sig fra mund til mund om computerclauses fortræffeligheder. Jeg havde gerne en kunde om ugen og til sidst to til tre om ugen. Efter jeg er stoppet er der kommet flere med computerproblemer jeg måtte sige nej til. Men til sidst, da jeg havde firmaet, når jeg havde været ude i byen i andre ærinder, og kom hjem for at checke firma telefonen, for at se om nogen havde ringet, frygtede jeg at de havde netop det. Det stressede mig. Hvis jeg får den mindste form for stress kan jeg blive paranoid. Det er sgu ikke rart. Jeg kunne have en kunde om dagen. En dag havde jeg to kunder på en dag og det blev jeg syg af. Der er virkelig grund til at jeg får førtidspension.
Derfor skræmmer det at læse det her.

Print Friendly

Et postvæsen skal tjene samfundet

Et statsejet postvæsen, der agerer, som var det privat, er meningsløst.

image

Et postvæsen skal tjene samfundet. Det er efter min mening ikke meningen at postvæsnet skal tjene PÅ samfundet. Hvis det ikke kan løbe rundt må staten træde til, det er ligesom meningen med at det er statsejet.

Det er jo politikerne der selv er skyld i at det går dårligt for PostDanmark, da de partout skulle hælde digitaliseringen ned over befolkningen. Nu har de så givet postvæsnet dødsstødet, ved at gøre det endnu mere befordrende, at vælge alt andet end PostDanmark, der nu i service af breve, ligger på niveau med et udviklingsland et sted i Afrika.

Et godt postvæsen er vigtig infrastruktur på linje med el, data, telefoni, politi, ambulance tjeneste, brandvæsen, veje og jernbaner.

Print Friendly

Internettet glemmer aldrig og derfor er jeg ikke Socialdemokrat

Med mediestrømmen i dag, går det hurtig fra Breaking News til glemmebogen. Men så er det jo godt vi har internettet. Det startede med at Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og lavede en førtidspensionsreform. Førtidspensionen blev lavet om, så den ikke ville stige som den plejede, med lønudviklingen men i stedet med prisudviklingen. Så jo længere tid der vil gå desto mindre pension får førtidspensionisterne.
Nu skulle de syge under 40 år så i ressourceforløb. De skulle testes for om der bare var 12 minutters arbejdsevne om ugen, og gerne med en seng med på arbejde. Det der med at placere mennesker på en førtidspension resten af livet, det var uværdigt. De syge ville få meget mere selvrespekt og værdighed med de nye ressourceforløb, og så fik vi detteher:
https://xdok.dk/?t=AVISEN-nyt-projekt-skal-hjaelpe-udsatte-ind-paa-arbejdsmarkedet
https://xdok.dk/?t=INFORMATION-har-kroelle-udsigt-til-at-faa-arbejde
https://xdok.dk/?t=INFORMATION-kommer-carol-paa-arbejdsmarkedet-foer-hendes-oejne-visner-helt
https://xdok.dk/?t=INFORMATION-foerst-efter-19-indlaeggelser-fik-christina-fleischer-sin-foertidspension
https://xdok.dk/?t=BERLINGSKE-flere-foertidspensionister-skal-i-job
https://xdok.dk/?t=-overlaeger-slaar-alarm-ressourceforloeb-kan-vaere-sundhedsskadelige
Dem der ikke umiddelbart vil have nogen glæde ved et ressourceforløb skal man ikke bruger mere energi på og gøre mere syge end de var inden resursseforløbet.
Hvis du søger på ordet ressourceforløb på google kan du læse mere om ressourceforløb.
Socialdemokraterne har med andre ord taget brødet ud af munden på mig og mine ligesindede. Dem der før havde fået en førtidspension, skal nu plages med de, for nogle mennesker, ulidelige ressourceforløb.
DF er ikke meget bedre. https://xdok.dk/?t=PIOPIO-dfere-om-arbejdsloese-dit-eget-problem
https://xdok.dk/?t=PIOPIO-dansk-folkeparti-holder-pensionisterne-for-nar
Print Friendly

dummest på google

image

Jeg fandt dette billede ved at google dummest. Det er ikke ham i midten på billedet der er dummest, men dem der stemmer på ham, har vist et problem specielt med muslimer. Det er i orden at være bekymret for muslimsk indflydelse på det danske samfund, men det er ikke muslimernes skyld, men de dumme politikkere. Jeg synes ikke det hjælper på problemet, at man forsøger at løse det ved at stemme på ham Thule og dermed gøre livet surt for muslimerne. Bevares der er da problemer. Uden at lyde for useriøs men alligevel, så har jeg tit hørt Peter Brixtofte sige, at de havde aldrig problemer med de fremmede i Farum. Det mener og siger han den dag i dag.
Vil du have stok eller gulerod. Jeg ved godt hvad jeg ville vælge, og stemmer du på Thule så er det med stokken. Der er også nogen der vælger dem der er værere end Dansk Folkeparti. Danskernes Parti apropos useriøs. Hvis det eneste vi har at tilbyde er at der skal spises svinekød, og der skal holdes jul med juletræ i boligforeningen. Hvis det er så vigtigt så er det sgu for tyndt.
imageDenne mand skulle efter sigende have en høj IQ og det er sikkert rigtig, men der er forskel på at være dum og være et dumt svin. Jeg tror ikke Mogens Camre nødvendigvis er et dumt svin. Men hvis jeg synes du er dum fordi du stemmer på Dansk Folkeparti er det ikke det samme som jeg synes du er et dumt svin. Men dumt det er det. Man kan sikkert få meget ud af at læse ekstrabladet men om det er klogt er en anden ting.
Dansk Folkeparti er populister og taler til svinehunden i os alle. Tænk lidt på det. Hvis du synes det er fornuftigt det Dansk Folkeparti, har at byde på så er det fordi det er den lettest fordøjelige svinehund der også bor i mig, som de taler til. For mig er det ligesom slik. Det smager godt og jeg har lyst til at spise det hver dag, men jeg ved at det er svindehunden der taler, for jeg ved at det bliver noget skidt og det ikke er godt for mig. Sådan er det også med Dansk Folkeparti. Det smager godt her og nu men er noget lort på sigt.
Du bliver med andre ord ført bag lyset, når du får alt det at vide du godt vil høre. Problemet er bare at du er ikke klar over det endnu, men jeg har opdaget det .-)
Man kan først gøre noget ved et problem når man er klar over der er et.

Klaus Riffbjerg dumme danskere

http://tvx.dk/?nr=150

Politikerlede

http://tvx.dk/?nr=151

2. sektion Klaus Riffbjerg hele interviewet

http://tvx.dk/?nr=149

Print Friendly